”Her vil jeg bo, til jeg skal bæres herfra”
- sådan siger man, når man har fundet det sted, hvor man vil ende sine dage. For nogen – som min svoger – er det samme sted, som man blev født, ja endda han vil endda ”ligge lig” i den stue, hvor han blev født. For andre er det i en ny og praktisk lejlighed.

Min sønderjyske svoger har netop købt sig en ejendom – ikke for at bæres dérfra – men af historiske årsager, bl.a. fordi ejendommen har en ”ligdør”. Den er lidt forfalden, men den kan vel sættes i stand. De folk, der har boet i ejendommen, kunne ”ligge lig” i deres kiste i den fine stue og derefter bæres ud af den dør, der ikke har håndtag på ydersiden.

Sådan er det ikke for alle i vore dage. Arkitekter tror åbenbart, at dé – og deres forældre – er udødelige. I alt for mange tilfælde tages der ved moderne byggeri ikke hensyn til transport af de døde og de syge. Mange trapper er for stejle, adgangsvejene for snævre og nogle gange er elevatorerne for korte.

Bedemænd må for ofte gå på akkord med deres ønske om, at gøre afskeden med hjemmet værdig, tryg og rolig.

Vi bedemænd forsøger at gøre det så godt, som det kan gøres, men nogle gange føles det som om, det ikke er godt nok.

Kommunernes bygningsafdelinger bør ved særlige nybyggerier stille krav om, at transport af de syge og de døde kan ske på værdig vis.